Tiny Church på Sydhavnen
Konkurrenceforslag sammen med Kroghede Arkitektur til en Tiny Church i Skudehavnen på Nordhavnen i København.
Forslaget tager afsæt i Skudehavnens bebyggelser i materialer og formsprog. Derfor udforskede vi samme tilgang til sammensætning af materialer og overflader, som de omkringliggende spraglede huse - et virvar af teksturer og historier.
Bevægelsen frem til kirkerummet blev en af de vigtigste faktorer for os i udformningen af kirken. Den skærmende væg omkring husets indergård, skaber en nysgerrigheds-pirrende flade, hvor huset ikke umiddelbart afslører sit formsprog.
Den nysgerrige bevæger sig over pladsen og gennem åbningen, og et roligt gårdrum afsløres. En cirkulær åbning i gårdrummets midte, skaber et anderledes og atmosfærisk rum med et centralt kig til kirketagets spids. Bevægelsen omkring den centrale plads, lægger op til et roligere tempo og inviterer til iagtagelse af omgivelserne, af naturen, af sig selv. Et rum med plads til den rolige tanke men også med plads til det livlige fællesskab.
Fra gårdrummet går bevægelsen mod kirkerummet, med det lyse tag som markerer sig mod himlen. Det buede tag lukker lyset ind i rummet på en helt særlig måde som iscenesætter og ophæver rummets fysiske begrænsninger. Om dagen bliver lyset en særlig manifestation i rummet, om aftenen bliver himmellyset en lanterne mod omgivelserne.
Kirkens supplerende funktioner er adskilte i sit eget bygningsværk. Dette gjorde vi for at muliggøre adskillelse og flytbarhed af den lille kirke - således kan huset adskilles i tre elementer (taget, kirkerummet, funktionshuset), kranes og transporteres på lastbil. Dette gør ikke kun, at kirken kan anvendes igen i en ny kontekst, men også at elementerne kan adskilles og anvendes hver for sig.
Byggeriet udføres komplet i træ med et tag i zink. Huset kan præfabrikeres og transporteres til sitet. Bygningerne funderes med pæleskruefundamenter, som sikrer et minimum af arbejde med jorden på sitet. Ingen beton nødvendig. Således efterlader huset grunden så uberørt som muligt, når den en dag flyttes.
År: 2023
Program: midlertidig kirke med afsæt i bæredygtighedsprincipper

Opgavetype: konkurrenceforslag
Budget: ca. 3.000.000,-

Størrelse: 50 kvm
Lokation: Nordhavn, København
Back to Top