Spritfabrikken
På kanten af Limfjorden i Aalborg, ligger den gamle Spritfabrik, 'Spritten' på lokale tunger. Afgangsprojektet med titlen 'An Exercise in Adding' tager udgangspunkt i en større tegnestues (daværende) bebyggelsesplan for området omkring fabrikken. Ved at omdisponere bolig- og erhvervsarealer og en anderledes stillingtagen til bevaringen i området, er formålet med projektet at insistere på bevaring - ikke udelukkende udfra et historisk/æstetisk perspektiv, men i høj grad udfra et resourcemæssigt perspektiv.

Når vi taler om "bevaringsværdige" bygninger, kommer vi også til at tilsidesætte en stor gruppe bygninger, som ikke fik dette stempel. Men hvis vi taler om "bevaringsnødvendighed" som et nyt udgangspunkt, skabes der helt nye benspænd og løsninger. 
Et af hovedpunkterne i projektet bliver således bevaringen og omdannelsen af den nedlagte chipsfabrik mod banelegemet på anlæggets bagside. Her indrettes de gamle industrielle strukturer bl.a til markedshal, teater og værksteder.
At forløse potentialet i et sted og forskønne det iboende er vores hovedfokus hos Rumvæsen. Med denne tilgang og en viden om materialer og resourcer, følger den sociale, kulturelle og resource-baserede bæredygtighed som vi mener er så vigtig at stræbe efter.
Projektet udarbejdedes med en større teoretisk portion som kan hentes via knappen herunder ved interesse.
År: 2015-16
Program: Teater, Bolig og Erhverv med et fokus på resource-bæredygtighed
Opgavetype: afgangsprojekt fra Arkitektskolen Aarhus
Lokation: Aalborg Vestby
Back to Top